Speedway sæsonen 2018

Speedway sæsonen 2018 er netop startet, og det første Grand Prix i Polen er afsluttet. Det blev britiske Tai Woffinden, der vandt årets første Grand Prix, da han slog favoritten i form af svenske Frederik Lindgren.

Der har naturligvis været fuld gang i speedway sæsonen i de forskellige ligaer, men det er udelukkende Grandprix’erne og mesterskaberne, som de vilde speedway fans venter på året rundt.

Speedway kalenderen i år består af 10 Gradprix’er. Starten har vi netop haft i Warszawa, og allerede lørdag d. 26. maj finder grandprix nr. 2 sted i Prag. Herefter er der en måneds pause, inden det tredje grandprix, som finder sted i Danmark.

Det er nemlig igen Horsens der har fået æren af at afholde det danske grand prix, og det sker altså lige midt i sommerferien.

Er danskerne godt med i år?

I Speedway har Danmark ofte været flot repræsenteret, og danskerne har generelt klaret sig rigtig godt. Desværre har det ikke været sådan de sidste par år, og meget tyder på, at 2018 sæsonen heller ikke skal blive til noget stort for danskerne.

Under det første grandprix i Polen deltog de eneste to danskere, der er med på World Championship touren. Det er Nicki Pedersen og Niels-Kristian Iversen.

Nicki Pedersen endte på en sidste plads med blot to point, men danskeren var også hæmmet af et brud på hånden efter et tidligere styrt. Uheldigt for danskeren styrtede han igen, og det forsagede endnu et brud på hånden.

Niels-Kristian Iversen endte på 13. pladsen med 4 point, og heller ikke han nåede altså med videre til semi-finalerne.

Hvem er de bedste på touren i år?

Hvis vi skal tage et kig på, hvem der er de bedste speedwaykørere i øjeblikket, så er der vist ikke den helt store tvivl.

Frederik Lindgren topper alle lister, og svenskeren må betegnes som den bedste i øjeblikket. Lige efter ham kommer vinderen fra det polske grandprix, Tai Woffinden, mens den tredjebedste i øjeblikket nok på være den rutinerede og ydmyge Greg Hancock.