Theo Jørgensen stadig med helt fremme ved WSOP

Verdens største poker turnering, World Series of Poker Main Event, er godt på vej ind sin afgørende fase, og det med den populære danske pokerspiller Theo Jørgensen helt i toppen. Med 205 spillere tilbage i turneringen ligger Theo Jørgensen solidt placeret på en femteplads og ligner det bedste danske bud på et finalebord til november.

Masser af chips til Sølvræven

Sølvræven fra Greve, som han også kaldes, formåede endnu engang at akkumulere masser chips på femtedagen af Main Event, da hele 369 spillere blev sorteret fra i nat. Theo Jørgensen har nu imponerede 3.088.000 chips, hvilket var nok til at bevare sin top 10 placering fra fjerdedagen med en nuværende femteplads i turneringen.

Desværre blev femtedagen anderledes trist for det andet danske bud på en top placering, Jesper ”Kipster” Hougaard, der måtte se sin chip stack synke gevaldigt efter nattens spil. Før dagen låg han solidt placeret i top 50 med over 800.000 chips, hvilket blev mindsket gevaldigt med kun 289.000 chips ved dagens afslutning. Der skal derfor arbejdes mere end normalt, hvis den dobbelte WSOP bracelet vinder skal føje endnu et til samlingen i Las Vegas.

Til gengæld kunne Mads Wissing gå i seng efter en god dags arbejde, der sluttede med hele 1.401.000 chips og en placering som anden bedste dansker, hvilket giver ham en placering som nummer 54 i det tilbageværende felt. Yderligere to danske spillere klarede sig også videre i form af Jakob Tøstesen med 775.000 chips og Brian Jensen med 521.000. Dette rakte til en placering som nummer henholdsvis 125 og 160, hvilket giver gode muligheder for begge danskere til dagens spil.

Danske spillere knust på femtedagen

På femtedagen mistede vi desværre også flere gode danske kort i form af Marco Baldini og senere hen både Mikkel Bennedsen og Frederik Brink, mens Claus ‘Baronen’ Vallø ligeså måtte forlade turneringen sidst på dagen.

Med 205 spillere igen er alle nu sikret hele $48.847, når dag 6 starter op kl. 21 dansk tid, men mon ikke alle danskerne drømmer om lidt mere end dette. Vi krydser fingrer for dem alle i hvert fald.